I den eocæne periode, for omkring 55-35 millioner år siden, var det nuværende Østersøområde landfast, mens Jylland lå under vand. I dette subtropiske klima bredte den såkaldte ravskov sig ud. Ravskoven var hjemsted for de store ravfyrretræer, som kunne blive op til 40 meter høje, og voksede side om side med træer som ahorn og eg. Da klimaet blev koldere, uddøde ravfyrren.

De enorme mængder rav, der blev dannet i ravskoven, er senere blevet ført vidt omkring af floder, havstrømme, is og smeltevand. Dette har gjort, at rav kan findes i mange forskellige aflejringer, selvom det oprindeligt stammer fra dette subtropiske skovområde.

Mange beskriver fejlagtigt rav som en forstening, men dette er en udbredt misforståelse. Rav er ikke forstenet harpiks, men derimod størknet harpiks. Ifølge Den Danske Ordbog er definitionen på forstening: “at blive omdannet til sten (eller til et aftryk i sten) ved at blive dækket af og fyldt med partikler af bjergarter, fx kisel.” Rav gennemgår ikke denne proces, men bevarer sin organiske oprindelse.

Rav er utroligt fascinerende, bl.a. da det kan indeholde små indeslutninger af insekter og plantemateriale, som blev fanget i harpiksen, før den størknede for mange millioner år siden. Disse indeslutninger giver rav sin unikke karakter, og gør det til et værdifuldt materiale for både smykkefremstilling og videnskabelig forskning.